Kaj Brogaard Petersen

Døden er ikke noget! “Jeg er bare lige gået ind i værelset ved siden af. Jeg er mig, og du er dig. Hvad vi var for hinanden, er vi stadig. Kald mig ved det navn du plejede. Tal til mig lige så ubesværet, som du altid gjorde. Brug ikke nogen anden tone, anlæg ikke nogen højtidelighed eller sorgfuld mine. Le som vi altid lo af ting, der morede os begge. Vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig. Lad mit navn være lige så dagligdags, som det var. Lad det blive udtalt uden anspændelse, uden den mindst skygge over sig. Livet har lige så meget betydning, som det har har haft. Det der det samme, som det altid har været. Der er ubrudt sammenhæng. Hvorfor skulle jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne? Jeg venter på dig, i mellemtiden, et eller andet sted, lige i nærheden, rundt om hjørnet. “ Alt er vel.

Verdens bedste farmand. Jeg håber solen skinner på dig forevigt deroppe. jeg savner dit smil, dit glimt i øjet, din lune facon- jeg savner DIG. Tak for alt du var og gjorde. Tak for alt det som du har lært mig. Tak for grin og sjove stunder. Tak for at det lige netop var dig som blev min verdens sejeste farmand. Kærlig hilsen Mai-Britt

Sæt alle urene i stå, lad telefonen dø, giv hunden et saftigt ben, så den ikke kan gø gør flygler stumme og til dæmpet tromme bær kisten ud, lad sørgetoget komme. Lad fly på himlen kredse rundt i nød og skrive sorgens budskab Han Er Død, bind sørgesløjfer om de hvide duers krop, lad færdselsbetjente holde sorte bomuldshandsker op Han var mit Nord, mit Syd, mit Øst og Vest, min arbejdsuge og min søndagsfest, min middag, min midnat, min tale, min sang; jeg tog fejl, for jeg troede, kærlighed var evig lang Stjernerne er uvelkomne nu; gem dem alle væk, pak månen ind og læg solen i en sæk, hæld havet ud, træk skoven op med rode; for intet ender mere med det gode.