Poul Otto Lübcke

Kære pårørende til Poul Otto Lübcke. Jeg sender jer alle gode tanker i denne sorgens stund. Må jeres minde om Poul være båret af et evigt lys.

Mindeord: Poul Lübcke (1951-2020) Jeg mødte Poul Lübcke første gang, da jeg tog faget Praktisk og politisk filosofi på Københavns Universitet. En af Pouls ritualer var, at han til hver undervisning medbragte en god instant pulverkaffe, som han bød alle studerende i pauserne. Pauserne var ment for os, de studerende; Poul lod ikke til at have brug for dem, pauserne. Han talte ofte videre på det mindste stikord fra en af os. Hans undervisning var struktureret i mangel af et mere probat ord. Han begyndte in medias res, så at sige. Altså direkte på hans emne og altid extemporal. Hvis han gjorde en undtagelse, så havde han et håndskrevet notat på et stykke papir. Al hans viden var præsent. Her og nu viden - uden tøven. Poul var af den gamle skole. Når vi skulle aflevere opgaver i løbet af faget sagde han, at han godt vidste, at han ville få på puklen over det fra KU, “men jeg foretrækker at modtage jeres opgaver i papirform frem for de dér elektroniske afleveringer …”. En reaktionær holdning, som jeg kun fandt befriende og sympatisk uanset virkeligheden og tiden omkring os. Sympatien for os studerende ville ingen ende tage. Poul reklamerede for det ikoniske ‘Politikens Filosofi Leksikon’, som vi kunne erhverve af ham til en god pris. Jeg afhentede således mit eksemplar efter endt undervisning på Pouls daværende kontor på KU. Man blev ikke bare spist af med en handel; en udveksling af vare og betalingsmiddel. Nej, Poul pakkede langsomt sine ting sammen, talende alt imedens, hvorefter han bød mig at spadsere sammen med ham til Metro’en på Islands Brygge. Her vekslede talen frem og tilbage; jeg lyttende, og svarende på Pouls genuine interesse for min person. En interesse han havde i alle hans studerende. Kort inde i vores fag, Praktisk og politisk filosofi, blev Poul ramt af to meget forskellige men på hver sin måde livsomvæltende hændelser. Poul blev afskediget fra KU. Pouls hustru døde. De to ting faldt stort set sammen tidsmæssigt. Så vidt jeg husker, aflyste Poul en enkelt undervisningsgang, hvorefter han genoptog undervisningen; fattet men sørgmodig. Som afslutning på dette fag sagde jeg til Poul til afsked: vi ses igen. i september 2017 mødte jeg Poul for anden gang. Jeg deltog jeg i et seminar i Pratola Peligna i Italien, hvor emnet var ‘Sygdommen til døden’ af Kierkegaard. En oplagt Poul Lübcke var rejst i forvejen, og sendte os deltagere en ligeså oplagt hilsen. *Se nedenfor i afslutningen af dette mindeord. Pouls indføring i ‘Sygdommen til døden’ ved nærlæsning af værkets centrale passager, var mageløs. Formiddag, undervisning; så ‘siesta’; så undervisning om eftermiddagen; og så mad og drikke om aftenen; oftest ude på, af Poul udvalgte lokale restauranter, som alle kendte Poul og titulererede ham ‘Don Poul’ eller ‘Don Paolo'. Også sammenkomster i Pouls byhuse, som nogle af os også boede i. Poul lukkede ofte festen disse aftener, altså, han var last man standing. Da vi tog afsked med Poul i Italien, sagde jeg til Poul. Vi ses igen. I september 2019, så jeg Poul for tredje gang. Seminariet hed nu '50 års filosofi 1968-1918’ og fandt sted i Pacentro, Italien. Personligt skulle jeg på denne nøje tid have taget det sidste fag på KU, så jeg endelig kunne skrive bachelor i Filosofi. I stedet for deltog jeg i seminariet i Italien. Her underviste en oplagt og energisk Poul endnu en gang i emnet med forbløffende indsigt. Allerede, da jeg havde haft Poul til Praktisk og politisk filosofi, præsenterede jeg ham for medstuderende og andre, også i Pouls eget nærvær, som polyhistor. En betegnelse jeg mente og fortsat mener, Poul var indbegrebet af. En af aftenerne, var der byfest på Pacentros torv. Her opstillede byen to hold mænd, der skulle dyste i tovtrækning. Vi havde netop spist og drukket godt på en restaurant på torvet. Der var vel 20 mand i hver ende af det 30 meter lange tov. Under høj råben og folk, der heppede på deltagerne, kom jeg til at se på Poul, der fra skiftende positioner fandt denne begivenhed meget interessant og u

Kære Adam, Amalie, Christiane, Janne og Jytte Jeg læste politisk filosofi hos Poul i 2016, samme år som Poul mistede Pia og blev afskediget fra Københavns Universitet. - En hård skæbne, tænkte jeg, og det første til, at Poul og jeg faldt i snak. Det udviklede sig til et venskab baseret på humor, centreret om filosofi og ikke mindst til specialturene til Italien. Jeg nød, når Poul øste ud af sin viden. Jeg forstod godt, hvorfor Poul var så glad for Italien, hvor mad og vinen er for livsnydere og hvor tempoet er et andet. I år glædede Poul sig især til, at biblioteket skulle blive færdigt. I Pouls hilsen til nytår skrev han også om, hvor meget han glædede sig til de mange rejser, han skulle på i 2020. Det gjaldt ikke mindst rejsen til Uganda. Poul skrev, at han i 2020 ville være ude at rejse det meste af året. Skæbnen ville, at det blev sandt, om end rejsen var en anden. Pouls død er et tab for mange. Glemt bliver han aldrig. Malene

Kære Poul. Du var vor tids største filosofiske lys og en ledestjerne for utallige filosofistuderende, inkl. mig. I sandhed elsket og savnet. Må dine memer leve videre for evigt. Thomas

Det var trist pludseligt at erfare om Poul Lübckes pludselige bortgang. Jeg havde kun lejlighedsvis, men afgørende kontakt med Poul. Poul inviterede mig således i starten af 90erne hjem til sig for at høre om jeg kunne være behjælpelig med at organisere den tyske oversættelse af Politikens Vor Tids Filosofi bind 2 om Sprog og Videnskab. Med min svogers hælp lykkedes det til Pouls tilfredshed. Min erindring om Poul går imidlertid helt tilbage til engang i 70erne, da han sad oppe under taget på Filosofisk Institut i Købmagergade og samlede sit opus magnum om forholdet mellem fænomenologi og hermeneutik, samtidig med, at han formeligt gav mig, der lige havde afsluttet første del af filosofistudiet, en fortællende indføring i Husserl og Heidegger. På en måde fik Poul afgørende indflydelse på min senere karrierevej, idet han blev grunden til, at jeg overhovedet kom i berøring med sygeplejen, da han engang i midten af 80erne spurgte, om jeg kunne forestille mig at overtage hans undervisning i videnskabsteori for kommende ledere i sygeplejen på Danmarks Sygeplejehøjskoles Afdeling på Nørre Allé. Det tilbud skylder jeg Poul stor tak for. Jeg overtog undervisningen og siden kom jeg aldrig bort fra sygeplejen igen. Æret være hans minde.

Kæreste Adam, Amalie, Christiane, Janne og Jytte, I kender nok ingen af os, men efter at Poul blev engageret i det europæiske fællesskab, inviterede han gavmildt nogle få studerende fra universitetet ind i hans hjem til månedlige fremlæggelser, diskussioner og snakke omkring hvad der betød meget for ham, og for os. Han gjorde en dyd i at lære fra sig, og gav os en mulighed for at blive klogere, han gav os en mulighed for at engagere os, og tog sin tid med hver enkelt af os. Han vil for evigt stå fast i vores minde, som en underviser der faktisk engagerede sig i de studerende, en der lyttede, respekterede, underviste og accepterede. Vi vil alle savne ham, vor aftener sammen, vor morskab, og selv sidste gang vi mødtes, var han ikke bleg for at være spydig, på sin evigt kærlige måde –han betød afsindig meget for os alle, og vi er kede af jeres tab og kondolerer. Europa Gruppen; Simon, Stefan, Viktoria, Bjarke, Tobias og Oskar

Poul og jeg var studiekammerater. Han dyrkede Husserl og Heidegger, mens vi andre gik i Frankfurterskolen. Så han skulle selvfølgelig mobbes, men det prellede af på ham, for han var charmerende, lidt af en festabe og ganske dygtig. Mange år senere inviterede vi, dvs. Filosofisk Forum, ham igen og igen som foredragsholder på vores sommerkurser. Altid velforberedt, altid sjov, altid ægte filosofisk nørdet. Han fik ikke helt den universitetskarriere​, han fortjente, men de studerende elskede ham.

Kære Adam, Amalie, Christiane, Janne og Jytte. Det gør mig utrolig ondt at høre. Jeg var en ven og kollega af Poul (ved Københavns Universitet og Folkeuniversitetet), og Poul var min pædagogiske vejleder i 2013-4. Jeg kommer til at savne vores samtaler.